ENERGIPARK HOLSTEBRO-STRUER ER ET SKRIDT VIDERE

Byrådene i Holstebro og Struer kommuner tog tirsdag stilling til fremtiden for en række sol- og vindprojekter – herunder Energipark Holstebro-Struer.

I Holstebro havde politikerne i økonomiudvalget indstillet følgende til byrådet:

”Der indledes dialog med ansøger af projekt nr. 1 (Energipark Holstebro-Struer, red.), idet den landskabelige påvirkning af vindmøllerne gives særlig opmærksomhed”.

Den indstilling fulgte medlemmerne af Holstebro Byråd, som altså godkendte den. Det fremgår af referatet fra mødet.

Parterne bag Energipark Holstebro-Struer, som er Struer Energi, Jysk Energi, Vestforsyning og Skovgaard Energy, ser nu frem til denne dialog.

I Struer har det tværkommunale energiprojekt fået sag nummer 10. Her lød indstillingen fra økonomiudvalget, at ”konkret planlægning igangsættes for projekt 10”.

Den indstilling godkendte byrådet i Struer Kommune ifølge referatet fra mødet tirsdag.

Borgermøde d. 25/5 2023

Her er de fem vigtigste svar fra borgermødet om Energipark Holstebro-Struer

Spørgelysten fejlede bestemt ikke noget hos de godt 250 mennesker, som torsdag var mødt op i Hjerm Hallen for at blive klogere på den måske kommende energipark.

Stolene var stillet an i en nydelig bueform foran den store skærm, som i dagens anledning var rullet frem på halgulvet i Hjerm.

Informationsmøde om Energipark Holstebro-Struer stod der med store typer på skærmen, som ved siden af sig havde et lille podie med fem navneskilte.

Bag disse var fire projektudviklere, Struer Energi, Jysk Energi, Vestforsyning og Skovgaard Energy. Alle klar til at fortælle mere om deres fælles projekt Energipark Holstebro-Struer.

– Kan I høre noget, lød de første ord til mødet fra ordstyrer Peter Kjeldbjerg, som til daglig er direktør i Erhvervsforum Holstebro.

– Hjertelig velkommen til Hjermhallen. Det er store sager, vi skal høre om her i eftermiddag, fortsatte han og fik prompte svar fra salen:

– Du skal tale lidt højere.

Lyden fik et par hak op, og Peter Kjeldbjerg kunne fortsætte sin indledning med, at han da egentlig godt kunne forstå, at så mange var mødt op.

– Det er en rigtig spændende udvikling, vi skal snakke om, og måske også muligheden for en god investering, men vi skal også have med, at det her er et idéoplæg.

Spørgelysten fejlede intet i Hjerm Hallen

Fakta om projektet

Energipark Holstebro-Struer består af en 123 hektar stor solcellepark mellem Måbjerg og Sønder Hjerm og et 81 hektar stort areal med vindmøller i Grydholt ved Tvis.

Borgermødet i Hjerm handlede om soldelen af projektet, hvor de 85 hektar er i Struer Kommune, mens 38 hektar er at finde i Holstebro Kommune.

Der kommer senere et borgermøde om vindmøllerne ved Tvis.

Energiparken vil i sin fulde form kunne levere strøm til cirka 34.500 private husstande og vil dermed kunne dække næsten hele det private elforbrug i Holstebro og Struer kommuner.

Morten Porse fra Jysk Energi fortalte om muligheden for investering
Der var repræsentanter fra alle investorerne samt moderator Peter Kjeldberg. Fra venstre: Claus B. Mogensen, Direktør, Struer Energi. Louise Langbak Hansen, Udviklingschef, Vestforsyning. Mads Enevoldsen, Direktionsassistent, Jysk Energi. Morten Porse, Forretningschef, Jysk Energi. Michael E. Bach-Olesen, Projektudvikler, Skovgaard Energy.

En god investering?


Muligheden for at komme med input, spørgsmål og kommentarer til projektet er der i vid udstrækning.

Efter indledningen fik de tre forsyningsselskaber, Struer Energi, Jysk Energi og Vestforsyning, samt energiudviklings-virksomheden Skovgaard Energy, lov at præsentere sig.

Derpå fulgte en præsentation af projektet. Den vil senere kunne ses i sin fulde længde her på hjemmesiden.

Og så var det ellers tid til spørgsmål fra salen, som lige brugte et par sekunder på at trække luft ind, før der så ellers blev spurgt til sidste minut af det i alt halvanden time lange møde.

Første, store emne var, hvad man kunne forvente sig som mulig investor i energiparken.

Her havde Morten Porse fra Jysk Energi under præsentationen af projektet fortalt, at 40 procent af anparterne i energiparken vil blive udbudt til borgere i Holstebro og Struer kommuner.

De vil kunne investere på samme vilkår som de fire projektudviklere, hvor Jysk Energi og Skovgaard Energy hver især har 20 procent, mens Vestforsyning har 15 og Struer Energi 5 procent.

Alle parter, store som små, vil få samme afkast af deres anpart og løbe samme risiko, lød det.

Mange vil med


Helt konkret kunne der fra panelet svares, at en investering i projektet vil følge CPR-nummer og ikke ejendommen, den bliver gjort fra.

Hvad en andel vil komme til at koste, kunne der ikke svares andet end meget løseligt på, og her var svaret, at man formentlig vil kunne være med for under 5000 kroner.

– Vi har en stærk tro på, at efterspørgslen på energi bare bliver større og tror derfor på, at økonomien i det her kan bære, men det er jo helt op til den enkelte, hvad man tror, fremtiden bringer, sagde Morten Porse.

– Det er svært at spå om den strømpris, men forbruget af strøm vil stige voldsomt, tilføjede Louise Langbak fra Vestforsyning og fortsatte:

– Der er mange planer om sol og vind på land, og der er også havvindmølleparker, som kommer til at levere strøm ind, men der skal også bruges rigtig meget.

På et direkte spørgsmål fra ordstyrer Peter Kjeldbjerg kunne man se en pæn skov af hænder, når det kommer til interessen for at investere i det konkrete projekt.

Tanken er så, hvis projektet bliver godkendt af de to kommuner, at de nærmeste naboer først får mulighed for at købe anparter. Op til 50 anparter pr. myndig person.

Hvornår man er nærmeste nabo, vil blive defineret på et senere tidspunkt af projektudviklerne.

De mange fremmødte blev godt informeret.

Grønne puljer +

 

Hvad kan lokalområdet så få ud af projektet?

Det var andet store emne, og her kan Louise Langbak fortælle, at der både bliver tale om de lovpligtige, grønne puljer samt puljer, man kunne kalde for grønne+ puljer.

– Det er kommunerne, der beslutter, hvad den lovpligtige, grønne pulje skal bruges til og hvor, mens den, vi vil etablere, bliver i et samspil mellem os og lokalområderne, forklarer hun.

Størrelsen på de lovpligtige, grønne puljer afhænger af, hvor store projektområderne bliver i de to kommuner, mens udviklerne definerer størrelsen på den frivillige grønne+ pulje.

Et tredje, vigtigt emne på mødet blev naboer til den måske kommende energipark, der lige nu føler sig stavnsbundne til deres ejendom, fordi de ikke ved, hvad der kommer til at ske.

– Vi har fuld forståelse for, at det er en rigtig træls situation at være i, men vi har leveret et idéforslag til kommunerne, og det er nu op til dem at behandle det, siger Louise Langbak:

– Jeg er sikker på, at kommunerne vil gøre det så hurtigt, de kan, men med så mange idéforslag, de har fået ind, bliver der travlt.

Aftaler om kompensation til de naboer, som skal have det, vil blive lavet så hurtigt, det er muligt, når man ved, om projektet bliver til noget.

Se det for dig

 

Afledt heraf er et fjerde, vigtigt emne naturligt nok, hvornår energiparken kan stå klar, hvis alt går, som det skal.

Det mest optimistiske bud, når vi taler soldelen af projektet, er, at anlægget kan stå klar til drift i slutningen af 2025.

Når der kommer nyt i sagen fra enten Holstebro eller Struer kommuner, vil der blive orienteret om det på projektets hjemmeside.

Femte og sidste emne i denne omgang er visualiseringer. Dem blev der vist seks af på mødet torsdag i Hjerm. Disse vil alle komme på hjemmesiden her.

Billederne til visualiseringerne er taget fra punkter, som er udvalgt i samarbejde med kommunen.